Han er gået fra sejr til sejr på det seneste, og i tirsdagens kamp mod Aalborg hev lettiske Janis Fecers den ene store redning frem efter den anden.
Det var noget, som holdkammeraten Patrick Bjorkstrand måtte tage hjelmen af for i et interview med Hockeymagasinet efter det føromtalte opgør.
– Det er jo imponerende, og han arbejder hårdt, og det elsker man jo at se, forklarer Bjorkstrand og peger på, at det både er til træning og kamp, at der bliver sat en ære i at forbedre sig.
– Han har den der meget competetative på isen. Man kan se, at han vil vinde. Så det er selvfølgelig rigtig fedt at se, fortæller Hernings nummer 11.
Han medgiver desuden, at Fecers har gjort det rigtig godt på det sidste, og understreger, at man også skal passe på med at lægge for meget pres på en ung spiller. Alligevel ser han stort potentiale i den 20-årige lettiske spiller.
– Jeg synes, at det ser ud til, at han har en god fremtid foran sig. Specielt med den indstilling, han har. Det er selvfølgelig rigtig fedt at se, lyder det fra Bjorkstrand.
Han bemærker dog også, at Mathias Seldrup som den anden halvdel af deres målmands-duo har udgjort et stærkt målmandsteam på holdet, som virkelig betyder noget.
– Det er også stærkt, hvordan de kan presse hinanden på træningerne – og også presse os. Når vi går ned og skyder på dem, så skyder vi mod to gode målmænd, så det hjælper også os, siger Blue Fox-profilen.
